Gå til hovedindhold

Markedshallen er et åbent system, hvor alle kan koble sig på og af i takt med energi, ressourcer og interesser. Her findes både fællesskaber, der arbejder direkte under foreningen Markedshallens paraply, og samarbejdspartnere og sponsorer, som bidrager fra den udvidede kreds - alle med hver deres rolle i missionen om det fælles vi.

Fællesskaber under foreningen er åbne for alle. Kig forbi og vær med!

Frie Frivillige

De frie frivillige er et åbent fællesskab for dig, der vil give en hånd med i Markedshallen uden at forpligte dig til et bestemt netværk. Her kan du træde til, når du har tid og lyst, og stadig være en vigtig del af det fælles vi.

Som fri frivillig arbejder du sammen med Markedshallens kontor og projektleder om praktiske opgaver til events og mindre administrative opgaver i huset. Det er fleksibelt, uformelt og meningsfuldt – og en ny måde at være frivillig på i Markedshallens økosystem.

Kom forbi i Markedshallens åbningstid og hør mere om dine muligheder.

Slide image

    Grønt Værksted

    GRØNT VÆRKSTED er lokale værksteder med fokus på at genbruge mere og spare på jordens ressourcer. Alle værksteder er drevet af frivillige, og de findes rundt omkring i hele landet.

    Hver tirsdag kl. 17-20 åbner vi porten til savsmuld, skruer og snak i Markedshallen.

    Her kan du save, snitte og skrue i træ – og få hjælp til at lappe din cykel, hvis den piver mere end du gør på vej op ad bakken.

    Kom som du er, med eller uden cykel, og få en grøn pause med værktøj, vidensdeling og godt selskab.Træet dufter, cyklerne snurrer, og værkstedet venter!

    HALF - HverdagsAktivister på Lolland-Falster

    HALF – HverdagsAktivister på Lolland-Falster er et åbent netværk af mennesker, der vil styrke hverdagslivet og fællesskaberne på Lolland-Falster gennem nye metoder og værktøjer. Netværket er selvstændigt, men bruger blandt andet Markedshallen som mødested og medspiller i arbejdet med det fælles vi.

    Find næste workshop hos HALF på VoresGuldborgsund kalenderen. Der er plads til max 20 personer pr. gang og det koster 30 kr. at deltage, som dækker forplejning og materialer.

    Fordyb dig i vores udvidede kreds her