Gå til hovedindhold

VORES VÆRDIER, METODER OG VÆRKTØJER

Markedshallen er et samlingspunkt for fællesskab - et åbent sted, hvor du kan koble dig på, når energien og interessen er der. Her arbejder fællesskaber, partnere og sponsorer side om side for at styrke det fælles vi.

Vi arbejder med forbundethed i alt, hvad vi gør - mellem mennesker, mellem idéer og mellem generationer. Det handler om at skabe rum, hvor man kan mærke sig selv og hinanden, og hvor relationer får lov at vokse.

ABC for mental sundhed er en del af vores grundmetode; at:

  • gøre noget aktivt
  • gøre noget sammen
  • gøre noget meningsfuldt.

Det er byggestenene i vores aktiviteter, vores måde at møde mennesker på og vores måde at skabe fællesskaber, der faktisk gør en forskel.

New European Bauhaus inspirerer os til at tænke skønhed, bæredygtighed og fællesskab sammen. For os betyder det især social bæredygtighed: at skabe steder og oplevelser, hvor mennesker trives, føler sig hjemme og bliver en del af noget større.

Resonans er en grundsten i Markedshallen. Vi designer oplevelser, der skaber genklang. Hvor man bliver berørt, nysgerrig og får lyst til at bidrage. Det påvirker vores metoder, vores aktiviteter og måden, vi bygger fællesskaber op.

Demokrati Fitness er vores træningsrum for demokratiet - helt uden løbebånd, men fuld af øvelse i at lytte, dele, samarbejde og være nysgerrig på hinanden. Det handler om at holde vores demokratiske muskler varme i hverdagen og at øve mod, dialog, respekt og handlekraft i små, konkrete situationer. I Markedshallen bruger vi Demokrati Fitness som en metode til at skabe trygge rum, hvor alle kan byde ind, blive hørt og være med til at forme fællesskabet. Det er ikke teori - det er praksis. Det sker, når vi bygger noget sammen, løser en opgave, deler idéer eller skaber aktiviteter på tværs af generationer.