Gå til hovedindhold

"Samlingskraft" oplæg og workshops

ECHO Festival i Markedshallen lørdag den 25. april 2026

Indhold

    Samlingskraft er et fælles lokalt forankret initiativ mellem Kulturmindeforeningen Nykøbing F. og Markedshallen, støttet af Realdania. Projektet undersøger, hvordan lokale steder kan blive stærkere samlingspunkter  både fysisk, socialt og kulturelt - når borgere, fagfolk og frivillige udvikler dem sammen.

    Dagens program viser, hvordan bevaring, materiale-forståelse og fællesskabsdrevne processer kan skabe ny energi i lokale kulturmiljøer.

    KL. 13:15 - 14:00 
    Oplæg v/arkitekt Kathryn Larsen: Interiørdrevet bevaring som metode

    Kathryn Larsen er arkitekt og arbejder med biobaserede materialer og med at gentænke bevaring som en aktiv, samskabende proces. Hendes arbejde med Eskilstrup Kulturhus er et eksempel på Samlingskraft i praksis: et nedrivningstruet hus bliver til et lokalt udviklingslaboratorium gennem samarbejde mellem borgere, kunstnere og foreninger.

    I oplægget introducerer hun metoden bag projektet:

    • Kortlægning af interiørets historiske lag
    • Analyse af materialer, symbolik og brug
    • Adaptiv gentolkning fremfor rekonstruktion
    • Integration af nutidige krav (fx BR18) som en aktiv del af designet

    Metoden er inspireret af hollandske bevaringsstrategier fra TU Delft, hvor bevaring forstås som en helhedsorienteret og forhandlet værdi.

    Q&A efter oplægget.

    Kl. 14:00 
    Rundvisning med fokus på New European Bauhaus principperne i Markedshallen v/projektleder Tanja Beckmann Sørensen

    Rundvisningen viser, hvordan Markedshallen arbejder med New European Bauhaus‑principperne – bæredygtighed, æstetik og inklusion – som grundlag for hverdagsfællesskaber og lokal skaberkraft. Rundvisningen kobler principperne til temaerne:

    • Rør dig og bliv rørt
    • Fra vi er unge til vi er ældre
    • Indtryk, udtryk, aftryk
    • Alt fra jord til bord

    Rundvisningen fungerer som bro mellem oplægget og de efterfølgende workshops: Hvordan omsættes værdier til handling?

    Kl. 14:30 - 15:30
    Hands-on workshops

    Workshopsene er udviklet i fællesskab mellem Kulturmindeforeningen og Markedshallen og viser to forskellige veje til Samlingskraft: den ene gennem materiale-forståelse og bygningsarv - den anden gennem håndværk, nærvær og fælles læring.

    Workshop 1 med arkitekt Kathryn Larsen

    Workshoppen har til formål at:

    • Gøre bevaring og bæredygtighed konkret og handlingsorienteret
    • Skabe forståelse for bygningers skjulte værdier
    • Forbinde faglig viden med fysisk erfaring
    • Styrke ejerskab gennem direkte bidrag til det byggede miljø

    Deltagerne opdeles i to grupper:

    Gruppe 1: Rensning af mursten

    • Afrensning af genbrugsmursten
    • Introduktion til materialets levetid og genbrugsværdi

    Gruppe 2: Glasering og bearbejdning

    • Påføring af mineralbaserede glasurer
    • Arbejde med farve, variation og udtryk
    • Udvikling af individuelle bidrag

    Halvvejs bytter grupperne.

    Resultat og implementering: De producerede mursten bliver en integreret del af Eskilstrup Kulturhus og Markedshallen. Deltagernes bidrag bliver dermed en permanent del af lokale bygningers arkitektur.

    Workshop 2 med Glarmestre Willum & Friis - De Gode Skår

    Denne workshop giver deltagerne mulighed for at lære et klassisk håndværk: at kitte vinduer. Under kyndig vejledning får deltagerne indblik i teknikker, materialer og håndens arbejde med det formål:

    • At give en sanselig introduktion til et traditionelt håndværk
    • At skabe ro, nærvær og fællesskab gennem praktisk arbejde
    • At styrke forståelsen for vedligeholdelse som en del af kulturarven

    Tak til Realdania

    Samlingskraft er muliggjort gennem støtte fra Realdania, som med deres engagement i levende lokalsamfund og stærke fællesskaber gør det muligt for os at udvikle nye måder at bruge, forstå og forankre vores kulturmiljøer på.

    Støtten giver Kulturmindeforeningen Nykøbing F. og Markedshallen mulighed for at skabe åbne læringsrum, hvor borgere, fagfolk og frivillige kan mødes om konkrete handlinger, fælles fortællinger og nye perspektiver på vores fælles steder.

    Vi er dybt taknemmelige for, at Realdania ser værdien i at styrke hverdagsdemokratiet, materiale-forståelsen og den lokale skaberkraft - og for at de gør det muligt at omsætte idéer til praksis sammen med dem, der bor og lever her.